Et portræt som i 1860.
Sid stille i 8 sekunder.
Det hele foregår på din telefon. Dit billede bliver aldrig uploadet.
Lav et portræt som i 1860: en ferrotypi, ambrotypi eller daguerreotypi med dit mobilkamera. Dette gratis vådpladefilter simulerer kollodiumprocessen, så du sidder stille under eksponeringen og ser pladen blive fremkaldt.
Det hele foregår på din telefon. Dit billede bliver aldrig uploadet.
En ferrotypi (tintype) er et kollodiumfotografi på sortlakeret jern, 1860'ernes mest almindelige portræt, med varme grå-brune toner.
En ferrotypi er på jern, en ambrotypi på glas med en sort bagbeklædning (køligere, blødere toner), og en daguerreotypi er 1840'ernes sølvspejl.
Ligesom i den rigtige vådpladeproces tager eksponeringen flere sekunder; det er en del af udtrykket.
Ja, du kan gemme en kort video af pladen, der bliver fremkaldt, foruden selve billedet.
Ja, gratis og uden tilmelding.
Et gratis værktøj fra Foto Jocković. Ingen tilmelding, ingen konto.
Under ovenlyset i et atelier skulle en plade have 3–15 sekunder. Jo længere man sidder, jo mere bevæger man sig – og bevægelse bliver på pladen som et gennemsigtigt spøgelse.
Kollodiumprocessen (Frederick Scott Archer, 1851) var vores oldeforældres generations fotografi. I mørkekammeret overhældte fotografen en plade med kollodium, gjorde den lysfølsom i et bad af sølvnitrat og satte den i kameraet, mens den stadig var våd. Lige efter eksponeringen blev pladen fremkaldt og fikseret, og få minutter senere var portrættet færdigt. En ferrotypi (tintype) laves på sortlakeret jern, en ambrotypi på glas med en sort bagbeklædning.
Begge er i virkeligheden tynde negativer. Sølvet er lyst, så mod den mørke baggrund ses det som et positiv. Det er også derfor, billederne er spejlvendte, som et spejlbillede.
Kollodium ser kun violet og blåt lys, cirka 380 til 500 nm. Rødt, orange og gult registreres knap nok. For pladen er røde læber, rosenrøde kinder og fregner næsten sorte, huden ser mørkere ud end i virkeligheden, og blå øjne og blå himmel bliver blege, næsten hvide. Derfor ser folk på gamle portrætter mere alvorlige og »vejrbidte« ud.
En plade svarede til cirka ISO 1. I et atelier oplyst af et ovenlysvindue tog en eksponering 3–15 sekunder. Fotografen tog dækslet af objektivet og talte. Bag den portrætterede stod en hovedstøtte af jern. Den, der bevægede sig, blev på pladen som et gennemsigtigt spøgelse.
Joseph Petzvals portrætobjektiv (1840) var omkring 20 gange lysstærkere end de første objektiver. Det er skarpt i midten og blødt ud mod kanterne, og baggrunden »hvirvler« rundt om den portrætterede. Pladens kanter er mørkere.
Alt beregnes på din telefon. Dit billede bliver aldrig uploadet.